Trio
Kira Skov optræder med sange fra hendes enorme bagkatalog
Da corona ramte hele verden og sendte os alle i lockdown og isolation sidste år, følte Kira Skov trang til at række ud med sin musik. Mod musikere og sangere, hun enten har arbejdet sammen med, kendte eller beundrede. For sammen med dem at skabe mening i en ellers meningsløs tid trods på lang distance.
På forunderlig vis lykkedes det ambitiøse forehavende. Alle ville gerne være med og resultatet foreligger nu i form af et opløftende og varierende album med bidrag fra sangere og musikere som Jenny Wilson, Mark Lanegan, Bonnie Prince Billy, John Parish, Bill Callahan, Lionel Liminana samt danske Mette Lindberg, Marie Fisker, Stine Grøn og Steen Jørgensen. “Jeg sad i et lille kolonihavehus og skrev sangene. Albummet er så blevet til som en slags musik på ‘flaskepost’, forstået på den måde, at vi har sendt sangene rundt mellem hinanden som lydfiler, hvorpå der er blevet sunget og indlagt instrumenter i forskellige passager. Jeg er meget glad for, at de alle gerne ville være med,” siger Kira Skov.
Sangerinden, der har opbygget et stort publikum i sit hjemland i en musikalsk afvekslende karriere i de seneste 20 år, sætter samarbejdet højt i sin musik. Kira har tidligere blandt andre arbejdet sammen med Bonnie Prince Billy, Tricky, Lenny Kaye og Trentemøller. Men aldrig har hun dyrket det musikalske samvær så konsekvent som på duetpladen SPIRIT TREE.
“Der er en rød tråd på pladen, både sonisk og tematisk. Der er på en måde tale om et stamtræ, fordi jeg arbejder sammen med nogle mennesker, der har sat deres aftryk i mig og min musik gennem årene. Corona fik mig til at tænke over, hvad det er der er vigtigst for os, hvad er det der forbinder os, når vi alle er tvunget til at være alene. Det er den stemning, sangene er skrevet i”, siger hun. Med sig har Kira Skov det band, hun har holdt fast igennem de senere års projekter og turneer: Kira Skov, vokal og guitar, Silas Tinglef, trommer og guitar, Anders ‘AC’ Christensen, bas og klaver, Oliver Hoiness, guitar og keys, Maria Jagd, violin. Sangene er indspillet i STC Studio af Mads Møldgård, mens Kira Skov selv har produceret sammen med Silas Tinglef. Allerede nu er ‘We Won’t Go Quietly’ med Bonnie Prince Billy og hyldesten til Dusty Springfield og Kate Bush, ‘Dusty Kate’ med Mette Lindberg ude som forløbere for albummet. Der udkommer 14.maj på Sundance/Stunt Records.