Rytmisk
Foredrag
Julekoncerter
Kirkekoncerter
Duo
EN AF LANDETS MEST ELSKEDE SANGERE OG SANGSKRIVERE
Lige fra begyndelsen af 80’erne, som medlem af popgruppen Tøsedrengene, og til i dag, har hun og hendes sange været en del af dansk kultur. Alle aldersklasser, og mennesker fra alle egne og dele af Danmark har igennem årtier mødtes omkring de sange, hun har skrevet og fortolket.
Anne Dorte har været en kendt og værdsat gæst i danske kirker siden hun i begyndelsen af 00’erne udgav to albums med traditionelle danske sange og salmer: ”Fred hviler over land og by” og ”Så stille som sne” De to albums fik stor succes, og det var naturligt at søge ud i kirkerne for at mødes med publikum om sangene.
Siden har Anne Dorte flittigt optrådt i danske kirker med sin duo bestående af pianisten Jesper Bo Hansen og guitaristen Johannes Nørrelykke. I dag med et repertoire der både indeholder hendes egne klassiske hits og sange, og et udvalg af sange fra den danske sang og salmeskat tilpasset årstiden.
En kirkekoncert med Anne Dorte Michelsen er et stykke dansk kultur, med sange som vi kan mødes om og genkende os selv i. Med inderlighed, fortælleglæde og et strejf af humor.
Musikalsk Foredrag: Hvem kan forklare en solnedgang?
En aften med Anne Dorte Michelsen.
De fleste kender Anne Dorte Michelsens sange og tekster.
I årtier har de besunget det liv vi deler, og ind imellem også kæmper med hver for sig. I sit musikalske foredrag: ‘Hvem kan forklare en solnedgang?’ fletter Anne Dorte Michelsen sine egne sange og historierne bag, sammen med troen, mødet med Gud i musikken, og i salmerne. Det er historien om, hvordan hun helt fra barndommen fandt trøst og styrke i musikken. Både i sin egen musik, og tidens rock og popmusik. Men i lige så høj grad i de traditionelle danske sange og salmer. Og det er fortællingen om, hvordan sangene, både de ‘nye’ og de ‘gamle’ gennem årene ledte hende på sporet af troen og kirken. Det er beskrivelsen af sammenfaldet mellem den enkle og dybe ro og genkendelse, der kan folde sig ud i en sang, og så mødet med den større sammenhæng i troen og salmerne.
- Hvordan kan denne tro finde en plads i vores moderne liv?
- Hvordan kan vi åbne hjertet for nåden og mysteriet?
- Hvordan giver vi os over til troen og alt det vi ikke kan forklare, men snarere fornemme, end forstå?
- Er der et enkelt svar, eller findes svaret og bærebølgen i netop musikken?
Denne aften er ikke en koncert, men en fortælling, med små musikalske eksempler, og en lejlighed til et intimt og personligt møde med mennesket bag sange, de fleste har lyttet til, mange har følt sig rummet i, og ramt af, og stort set alle har danset til og sunget med på.