Logo
Genre:
Rytmisk
Folk
Temaer:
Julekoncerter
Kirkekoncerter
Opsætning:
Trio

Winter Tour 2021 Julen står for døren, og hvem bedre at fejre det med, end de 3 vise indie-nissemænd fra The White Album? Claus, Jakob og Frederik, der alle er sangere, sangskrivere og guitarister i bandet, har velsignet de danske og udenlandske koncertscener med deres liflige stemmer og lune fynske humor i over 10 år og tager nu hul på deres første juletour. “Vi har altid haft et eller andet kørende med Jul i det her band. Vi har ofte sendt julekort ud til de spillesteder, vi har spillet på i løbet af året og har jo også både udgivet julesingle og været med i DR’s Store Juleshow, et par år tilbage. Det føles bare rigtigt at markere det.”, siger Claus Arvad. Drengenes Winter Tour 2021 tager dem på en frisk lille rute gennem Danmark, med en lille afstikker til Frankfurt, og de glæder sig til at komme ud og mærke julestemningen i landets kirker og på spillestederne. “Der er noget magisk ved blandingen musik og Jul. Kontrasten mellem lyset og mørket. Det er noget vi har arbejdet meget med i vores sange, og vores sidste udgivelse ‘Colorama’ (2020), er egentlig et ret godt eksempel på det, selvom der ikke er nogle egentlige julesange på den. Men det er der jo på nogle af vores tidligere plader. Vi kan ret godt lide det der lidt højtidelige og højstemte univers, selvfølgelig krydret med et par lamme fynske far-jokes.”, siger Jakob Eilsø. For at understrege vintertemaet, tager de tre drenge i bandet, hver deres favorit vinter- eller julenummer med, og mon ikke der også følger en lille historie eller to med, fra et af landets hyggeligste orkestre. Bandets sidste plade udkom samme dag som Corona virussen lukkede landet ned, tilbage i foråret 2020, så ligesom for de fleste andre, har det har været en speciel periode at navigere i for The White Album. “Det har virkelig været noget rod for os, med mange flyttede og aflyste shows, så vi er utroligt taknemmelige for at kunne komme frit ud på landevejen igen, for det så da rigtig trist ud i lang tid. Nu kan vi kramme igen og folk kan komme ud og høre The White Album, og det er den største julegave vi kan ønske os.”, siger Frederik Vedersø. Efter en sagnomspunden sommerhus tur i 2010, hvor bandet blev grundlagt, fik The White Album hurtigt vind i sejlene. Især i England viste branchen straks interesse, hvilket kastede bandet ud på en begivenhedsrig rejse, som hypet navn i det engelske, med mange turnéer og radiooptrædener til følge. Debut EP’en ‘Conquistador’ landede til positive anmeldelser i 2012 – blandt andet fem stjerner i Soundvenue – og blev fulgt op af de to albums ‘The Quiet Strum’ (2014) og ‘Songs From the Sun’ (2017), som begge blev udgivet på Warner. I 2020, på samme dag som landet lukkede ned, udgav bandet sit seneste album ‘Colorama’, som blev fulgt op af koncerter med fuldt band i efteråret 2020 og foråret 2021, og nu vender trioen så atter tilbage til rødderne med en akustisk trio vintertour. Gennem hele karrieren har koncerterne været en central del af trioens virke og de har optrådt på alt fra Vega og Tønder Festival til Tramlines (UK) og Berlin Festival. Følg The White Album og se turnédatoer her: https://www.facebook.com/thewhitealbummusic https://www.instagram.com/thewhitealbummusic https://thewhitealbum.dk 

Koncert i Kirken Aps – Langelinie 20, 5230 Odense M – CVR.nr: 42378518