• Marianne og Morten Søgaard

Koncert fortælling og fællessang

Marianne og Morten Søgaard

I selskab med sin bror musiker Morten Søgaard (Masasolo, Billie Van o.a.) præsenterer Marianne Søgaard albummet SKYBRUD ved live-koncerter, og undervejs inviterer musikerne publikum til at synge med. Marianne Søgaard, som til daglig er musiklærer på Silkeborg højskole, vil også fortælle om sangene og den højskolekontekst, de er opstået og sunget i før, de blev indspillet og udgivet. Sårbare unge, samtaler om tro og eksistens, forfattersamarbejde i kølvandet på Kirkesangbogen, fællessang som kulturfænomen og fællesskabsdannelse er nogle af emnerne her.

Ved live-koncerten er det Morten og Marianne Søgaard, der synger og spiller henholdsvis flygel/klaver og guitar/effektpedaler.

Artisten Marianne Søgaard er en dansk sang- og salmedigter. Hun har skrevet sange sammen med blandt andre Dy Plambeck, Ursula Andkjær Olsen, Mads Eslund, Mirian Due m.fl. Hun har også sat melodi til flere digte af Inger Christensen. I 2018 vandt Marianne Søgaard DR P2’s konkurrence om at skrive Danmarks nye fødselsdagssang for voksne med sangen ’Fantastiske fødselar’. Sangen blev blandt andet sunget i forbindelse med H.K.H. Kronprins Frederiks 50års fødselsdag. Hun har også bidraget til Kirkesangbogen, som udkom på Det Kgl. Vajsenhus i 2017, med titlerne ’Hold håbet op’, ’Jeg ved, at én og én er to’ og ’Vi kommer til dit hus’. Tidligere har hun udgivet to albums med danske pop- og rocksange under kunstnernavnet ’Oui Mari’ og sunget sopran i det prisnominerede ensemble Vokalselskabet Glas. Hun har også været dukkefører for Sigurd Barreth i forestillingen ”Sigurd fortæller bibelhistorier”.

Send forespørgsel